Om Poul Duedahl og hans foredrag

”Unesco mennesket" - en analyse af UNESCOs menneskeforståelse - fra race til etnicitet

 

I årene efter Anden Verdenskrig og Holocaust var FNs særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur, UNESCO, omdrejningspunkt for en semantisk kamp i den internationale, videnskabelige verden om den rette definition af racebegrebet. En kamp der i sin essens handlede om naturvidenskabernes eller samfundsvidenskabernes fortrinsret, når det gjaldt fortolkningen af menneskets oprindelse, inddeling og værdi.

 

Poul Duedahl, Adjunkt, ph.d. Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg Universitet


Om Poul Duedahls forskning: Arbejder på et større projekt om UNESCO's initiativer og virkningshistorie 1945-65, men forsker desuden inden for områderne globalhistorie/ kulturmøder, internationale organisationers historie, videnskabshistorie (særlig antropologiens, biologiens, etnografiens og sociologiens historie), biologismer/biologisk determinisme, identitetshistorie (majoritet/minoritet og normalitet/afvigelse),

begrebshistorie/diskursanalyse, anvendt historie/historieformidling, dokumenthåndtering/ arkivkundskab.

 

Om Christian Brahe Pedersen og hans foredrag

Hvorledes lægerne lærte at se en trommehinde

 

Der var i mange år et udtalt ønske om at kunne se en trommehinde på mennesket. Der blev gjort mange forsøg på at otoskopere, men det var først i midten af 1800-tallet, at det lykkedes at få nok lys ind i øregangen. De forskellige tiltag omtales. Pandespejlets historie fortæller, at det var den tyske læge Anton von Tröltsch, som i 1855 forklarede sine kolleger den rette teknik. Siden er pandespejlet blevet meget populært og endda blevet et lægesymbol også for ikke ørelæger.

Edisons udvikling af glødetråden løste mange af otoskopiens problemer og endelig kom operationsmikroskopet på markedet i 1920-erne.

 

Christian Brahe Pedersen, dr. med. er overlæge ved øreafdelingen på Århus Universitetshospital og professor ved Aarhus Universitet. Han har som særlige arbejdsområder haft ørekirurgi, herunder specielt høreforbedrende operationer og cochlear implant behandling af døve.

 

Om Hanne Teglhus og om hendes foredrag

Steno Museet – en drøm og en virkelighed

 

Da overlæge ved Grenaa Sygehus, Ejnar Hovesen i 1960’erne drømte om et et jydsk medicinhistorisk museum, var det hans ide, at kun gennem ildhu, hårdt arbejde og netværk kunne en sådan tanke udmøntes i virkeligheden. Hans begejstring for museer og medicinhistorie var kendt viden om, hans ambition og aktivitetsniveau legendarisk - men hvordan skulle han skaffe et passende lokalt netværk. Løsningen var etablering af Jydsk Medicinhistorisk Selskab – en søsterorganisation til Dansk Medicinhistorisk Selskab.

Museet var en realitet i 1982. Sammensmeltningen med Videnskabshistorisk Museum ved Aarhus Universitet udmøntede sig i 1994 ved indvielsen af det nye museum, Steno Museet i universitetsparken.

Museer er dynamiske organisationer, som tilpasser sig samtidens mål og ønsker. Steno Museet er ingen undtagelse.

Efter et rids af de historiske kendsgerninger og hidtidige resultater vil foredraget slutte med omtale af museets aktuelle særudstillinger og perspektiver på fremtiden.

 

Hanne Blegvad Teglhus er uddannet designer og mag. art. i Klassisk Arkæologi. Hun har siden 1993 været ansat ved Steno Museet heraf de seneste mange år som samlingsansvarlig museumsinspektør.

Hanne fungerer sideløbende som ekstern lektor ved Center for Museologi, Aarhus Universitet. Centeret varetager bl.a. undervisning i suppleringsuddannelsen Museologiske Studier.

 

Oplysninger om Kaare Christensen og hans foredrag Det danske tvillingeregister vil blive lagt på selskabets hjemmeside, så snart det er udarbejdet.

Lav din egen hjemmeside med mono.net